En moderne ungdomsorganisation
Indledning
Det er en eksplicit målsætning for hele det politiske
system, at frivillighedslivet skal udvides og muligvis overtage flere
velfærdsfunktioner fra staten. For at dette kan lykkes skal en der en målrettet
strategi rettet imod unge menneskers deltagelse i frivillighedslivet lægges. I
nærværende essay foreslår undertegnede en reformering af den hidtidige
opfattelse af frivillighedsbegrebet og den traditionelle foreningsstruktur.
Først vil en kort analyse af den traditionelle, hidtidige opfattelse af
frivillighed følge. Herefter vil jeg kort skitsere virkeligheden for langt de
fleste danske unge i vores nuværende samfund – jeg vil have fokus på den øgede
sårbarhed, der er gældende for alle unge. Med udgangspunkt i den nuværende
ungdomsgenerations krav, ønsker og behov vil jeg derefter opstille væsentlige
karakteristika for den fremtidige ungdomsforening.
Den traditionelle forening
I klassisk forstand har frivillighed kun været for de bedst
stillede individer. Frivillighed var tegn på overskud, fordi hvis man havde tid
og energi til frivilligt arbejde, måtte man være godt stillet. Dette ses
eksempelvis også ved faktummet, at mange lokalsamfunds sociale hierarki er ret
influeret af medlemmernes grad af frivillighed – moren, der har tid til at være
medlem af forældrerådet og spejderunionen fremstår mere ressourcefuld end
moren, der ikke er medlem. Der er en grad af stratifikation i denne kontekst.
Dermed bliver den traditionelle forening altså defineret
ved, at den leverer rammerne for transaktion af ressourcer fra ressourcestærke
til ressourcesvage individer. Der er et tydeligt hierarki i opdelingen mellem
den frivillige og medlemmet af foreningen.
Den unges virkelighed
Den psykiske
sårbarhed hos den almindelige unge
Der er efterhånden skrevet mange, lange tekster, der
karakteriserer det nuværende samfund. Nogle elementer er de fleste teoretikere
dog enige om – blandt andet det øgede mulighedsrum for især de unge i dagens
samfund. Unge i dag har markant flere valg at træffe indenfor alle arenaer
sammenlignet med blot generationen tidligere. Unge lever samtidig i en
virkelighed, hvor det at konstruere sig selv som værende et unikt individ
bliver stadigt mere vigtigere – dermed bliver de individuelle valg truffet på
fornemmelse snarere end støttet refleksion virkeligheden.
Mulighedsrummet kombineret med det faktum, som Lyotard
kalder de store fortællingers død, at det (sen)moderne menneske ikke længere er
en del af et stort narrativ, skaber en relativisme, der i sidste ende munder ud
i en radikal subjektivisme. Virkeligheden er ikke til rådighed gennem
fortællinger, nedarvede værdisæt, men udelukkende gennem individuel refleksion
over egen tilstedeværelse i virkeligheden – hvem er jeg, hvad skal jeg være,
hvor passer jeg ind? Symptomer på en kronisk ensomhed; grundlaget for en
generel øget sårbarhed.
Ungdommen er per definition skrøbelig fordi
identitetsdannelsens bevidste del tager fart, men tilsat elementerne, som er
beskrevet ovenfor, er den unge markant mere sårbar nu end tidligere.
Distancen mellem ung og voksen, Generationskløften, er det
sidste årti vokset. Dette er en funktion af den generelt voldsomme
udviklingshastighed indenfor alle områder – teknologisk, videnskabeligt,
pædagogisk, etc. Disse måske umiddelbart materialistiske udviklingstendenser
emmer dog langt ind i især de unges psykiske virkelighed – eksempelvis har
teknologiske landvindinger på internettet gjort sociale medier mulige. Sociale
medier har revolutioneret måden hvorpå unge mennesker kommunikerer, hvilket
naturligvis har dybe konsekvenser for den sociale konstruktion, unge mennesker
hver eneste dag foretager sig.
Voksne får stadigt sværere ved at følge med i denne massive
udvikling. Selv de fleksible og hurtige unge må prioritere imellem særlige
emner. Det betyder, at de unge mennesker i mindre grad kan søge råd og støtte
ved voksne. Unge mennesker føler sig i mindre grad forstået og mødt af voksne,
der oftest har en god vilje, men som ikke kan vinde den unges tillid, fordi den
unge føler for stor distance mellem den voksnes og sin egen livsanskuelse.
Pluralisme/mangfoldighed
som ideal
Den nuværende ungdomsgeneration er vokset op i
mangfoldighedens tid. Uanset politisk kulør og filosofisk overbevisning kan vi
alle enes om faktummet, at det danske samfund er stadigt mere mangfoldigt.
Langt de fleste unge lærer i hjemmet og i skolerne at værdsætte denne
mangfoldighed gennem øget bevidsthed om demokratiske idealer – herunder i
særlig grad ytrings- og meningsfriheden.
Derudover møder unge også i deres dagligdag i praksis en høj
grad af mangfoldighed i forhold til sprog, religion, uddannelse, socioøkonomi,
etnicitet, mv. De unge er mindre fordomsfulde end deres forældre, fordi de
dagligt mærker fordomsnedbrydende oplevelser. Derfor er mangfoldighed og
meningspluralisme et ideal for mange unge.
Moderne ungdomsforening:
Med udgangspunkt i den ovenstående flygtige karakteristik af
den almindelige unge borger i Danmark kan vi altså reformulere
frivillighedsbegrebet.
Først og fremmest er det væsentligt, at bevæge sig væk fra tankegangen
om, at frivillighed er fra ressourceoverskud til ressourceunderskud. I dag er
alle unge i højere grad unikke og individuelle, hvorfor vi alle kommer med hver
vores vifte af kompetencer, holdninger, værdier, mv. Men vi er også alle
sårbare. Vi må derfor flade hierarkiet ud og lave en hybrid mellem modtager og
giver i frivillig kontekst – når man deltager i frivillige organisationer er
man i ligeså høj grad giver som modtager. Foreningen eller organisationen
ophører med at være et stratificerende hierarki af primær envejskommunikation
men bliver en dynamisk, flad, systemisk struktur, hvor ressourcerne flyder frit
imellem elementerne/deltagerne. På den måde etableres et støttende og givende
miljø for det enkelte både ressourcestærke og ressourcesvage individ.
Man kan dele funktionen af et sådan system op i to dele.
Dels fællesskabseffekten af unge på lige socialt niveau i i hvert fald én
arena, hvilket giver den unge en midlertidig pause fra den kroniske ensomhed.
Dels diffusionen af værdier, tanker, kompetencer, støtte, mv. der eksisterer
mellem systemets elementer. De unge vil rent faktisk lære af hinanden fordi vi
nærmer os det, Habermas kalder magtfri dialog.
Denne nye unge frivillige vil altså være deltager i en
forening som et helt menneske med både ressourcer og svagheder. Den unge vil
være befinde sig i et system, hvis hele eksistens er baseret på tanken om
pluralisme og mangfoldighed, hvorfor systemintegrationen er stor og vil forløbe
nemt.
Det er dog nødvendigt at opstille en støttende, superviserende
ramme af særligt uddannede eller særligt ressourcestærke voksne omkring dette
system. Der er stadigt flere klinisk syge unge, som kræver psykologisk og/eller
psykiatrisk behandling. Et system, som det ovenfor omtalte, er ikke gearet til
at kunne varetage behandlingen af disse alvorlige sygdomme. Der skal være en
støttende ramme, som kan overtage og guide de unge sikkert igennem håndteringen
af en syg kammerat.
Opsummering
Dette essay foreslår dermed, at nye foreninger for unge
etableres ud fra en flad, systemisk tankegang for at sikre, at de unge
imødegåes som værende hele individer med både ressourceoverskud og –underskud.
Da alle unge er sårbare, er foreningen nødvendigvis for alle unge, hvor disse
indtræder i en magtfri dialog med udgangspunkt i den midlertidige bekæmpelse af
den kroniske ensomhed samt det identitetsdannende element i værdi- og
holdningsdiffusionen.
